Hej Al(e)vidende forum

Selvom det principielt er umuligt at opnå konsensus om subjektive smagsoplevelser, har jeg dog alligevel et spørgsmål om smag.

Mit første bryg (Uncharted Land på Beercalc) er - efter en mindre korrektion - på papiret og understøttet af en utidig smagsprøve blevet utroligt bittert og spritet. En IPA, der vil kunne klare flere ture til Indien eller en tur til Mars (MPA?). Bryg nr. 2, der skal brygges i den kommende weekend, skal derfor ikke være så bittert, da jeg gerne vil smage mit eget bryg engang i februar, hvilket nok er for tidligt for bryg nr. 1s vedkommende.

Nu har jeg læst en hel del litteratur og tror jeg har en forståelse af de parametre, der spiller ind i forbindelse med udvindingen af smagskomponenter fra humlen såsom: sukkerindhold i urten, kogetid, brug af eller ikke brug af humlesok osv. Det er jo meget godt alt sammen, men jeg har ingen praktisk (smags)erfaring og der vil jo i sagens natur gå lang tid før den er erhvervet. Jeg håber derfor, at i kan give mig et lille hint.

Så vidt jeg har forstået det, indeholder nogle af de decideret bitterhumle sorter nogle uønskede smagsstoffer, der fordre en lang kogetid (over 60 min. og helst 90 min.), hvilket selvfølgelig også øger udnyttelsesgraden af alphasyre indholdet, men hvis primære sigte er at slippe af med de uønskede smagskomponenter.

Da bitterhumlen i mit næste bryg er Northern Brewer / Tyskland (10% alphasyre), vil jeg gerne spørge om denne humle også skal voldkoges (90 min.) eller om jeg kan nøjes med en kogetid på 60 min?

Ifølge Beer Calc opnår jeg den ønskede EBU, blot ved at koge denne humle i 60 min. Jeg kan selvfølgelig koge en mindre portion i 90 min. og opnå samme EBU, men hvis Northern Brewer ikke bidrager med en negativ smagsoplevelse ved en kogetid på 60 min. er det vel at foretrække?

Håber at ovenstående spørgsmål giver mening på trods af den lange smører.

Mvh.
- Christian



Besvar via email