Hej Brygforum

Jeg ved ikke om der er nogle af jer, der også har lidt svært ved at få profeternes (læs: De bøger vi alle læser) råd til at virke i gryden.

Anyway, jeg har især haft svært ved at få et ønsket forhold mellem dextriner og så forgærbart (malt)sukker i mine bryg. Det er selvfølgelig noget jeg med erfaringen vil opnå, men det irritere mig dog lidt, at jeg på trods af mine 13 bryg endnu ikke kan ramme det resultat jeg ønsker.

Jeg har via mine jodtests fundet ud af, at konverteringen af stivelsen nogle gange har fundet sted på et meget tidligt tidspunkt i mæskningen. Derfor havde jeg tænkt mig, at lave nogle lidt mere detaljerede målinger i de bryg, der vil finde sted til efteråret og vinteren (skal lige have råd til at købe det nødvendige gear først). Målet er selvfølgelig at få en forståelse af urtens sukkerindhold og så koble det til selve mæskningen og bryggets maltprofil.

Til mit held har jeg fået kontakt til en hardcore kemiker, der kan hjælpe mig med mine undersøgelser. Jeg skal dog lige læse lidt op på min kemi, der er mere en rusten p.t. så jeg kan forstå og ikke mindst videreformidle mine resultater.

Jeg forelagde nogle af mine resultater for ham i går, især mine jodtests og han mener, at han nok vil kunne udtænke noget bordkemi, der ikke kræver det helt vilde måleudstyr. Som jeg ser det, vil det være fedt, hvis vi via enkle metoder kan estimere forholdet mellem dextriner og så forgærtbart sukker.

Apropos jodtesten, så fik jeg i går et indblik i hvad der reelt sker når vi laver den. Jeg har selvfølgelig ikke det rette vokabularium til at videreformidle det, men testen viser kun fravær af stivelse (er sukker rent sprogligt ikke stivelse?). Der vil altså stadigvæk være nogle "sukkerstoffer" (er tvivl om hvad de hedder på dette stadie) af en betydelig længde i væsken. Derfor skal man ikke afbryde mæskning med det samme, hvis man ønsker at beta-amylasen skal nedbryde disse (komplekse) sukkerstoffer til noget gæren kan håndtere.

Nu kan man med rette sige, at alt dette er lidt ligegyldigt, hvis man er i stand til at frembring en god øl og det ved jeg, at der er flere af jer der kan. Men jeg har personligt en ambition om at forstå den verden jeg befinder mig i til bunds og herunder også mine "latterlige" forsøg på at brygge øl.

Hvis det har interesse vil jeg vende tilbage (om et års tid) når jeg har et større data sæt og en forståelse af hvad der reelt forgår.

- Christian F. Behrens #1720
http://pikobryg.dk



Besvar via email